Systemmanager og Projektkoordinator til Sundhedsdatastyrelsen

5. august 2022

Joboversigt

  • Udsendt dato
    5. august 2022
  • Udløbsdato
    21. august 2022


Job beskrivelse

Har du erfaring med systemmanagement og projektkoordinering, og vil du have en hverdag, der handler om at it-understøtte sundhedsforskningen i Danmark? Er du grundig, processtærk og skarp til samarbejde? Så er jobbet som Systemmanager og Projektkoordinator måske noget for dig?

Om Forskerservice
I Forskerservice er vi med til at sikre gode vilkår for sundhedsforskningen i Danmark ved at vejlede om og give adgang til data fra de nationale sundhedsregistre til forskere. Vi varetager alle leverancer af data fra Sundhedsdatastyrelsen til forsknings- og statistikformål. Adgangen til data sker primært via Sundhedsdatastyrelsens forskermaskine, som er en sikker analyseplatform, hvor data er pseudonyme og kun kan tilgås af forskere som er autoriserede.

Forskerservice er organisatorisk placeret i afdelingen for Formidling i Sundhedsdatastyrelsen under Sundhedsministeriet. Vi er 26 medarbejdere med meget forskellige kompetencer og uddannelsesmæssig baggrund.

Din hverdag hos os
Som systemmanager og projektkoordinator får du en varieret opgaveportefølje, hvor du kan gøre brug af dine evner til at samarbejde, dokumentere og koordinere. Som projektkoordinator skal du sikre prioritering og fremdrift i vores store og små projekter, mens du som systemmanager får som hovedopgave at sikre en stabil drift og udvikling af de servere og databaser, som udgør forskermaskinen. Du skal samarbejde bredt med eksterne leverandører og interessenter såvel som andre afdelinger i Sundhedsdatastyrelsen. Det er derfor vigtigt, at du er grundig, har flair for processtyring og kan begå dig på tværs af organisationen.

Stillingen er opstået fordi Forskerservice har fået overdraget opgaven med systemmanagement af forskermaskinen, og har fået flere udviklingsopgaver, der kræver koordinering. Der er derfor tale om en nyoprettet stilling, hvor du selv har mulighed for at sætte dit præg på jobbet.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Vi er mere interesseret i dine erfaringer og dokumenterede resultater, især din erfaring med systemmanagement og projektkoordinering.

Vi forestiller os, at du har erfaring med, at:

  • styre, prioritere og følge op på aktiviteter
  • sikre compliance i forhold til GDPR og it-sikkerhed
  • samarbejde med eksterne leverandører
  • udarbejde dokumentation og vejledninger.

Herudover forventer vi, at du:

  • har gode kommunikationsevner både – skriftligt og mundligt
  • er grundig og struktureret
  • er positiv og har en udadvendt personlighed med solide samarbejdsevner
  • motiveres af at skabe fremdrift og få tingene til at ske.

Vi tilbyder
Vi tilbyder et grundigt introduktionsforløb og relevante kurser efter behov, en familievenlig arbejdsplads og fleksibel arbejdstid.

Sundhedsdatastyrelsen er centralt beliggende i København med nem adgang til offentlig transport.

Om ansættelsen
Afhængigt af din uddannelsesmæssige baggrund bliver du ansat efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation

eller

gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomst) og den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Skatteministeriet og HK/Stat for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK).

Der er tale om en varig stilling på fuld tid, med tiltrædelse 1. november eller efter aftale.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til it-medarbejder Christian Øvre Formsgaard på tlf.: 3268 9231 eller sektionsleder Vibeke Gaardsholt på tlf.: 3268 8915.

Er du interesseret?
Klik på søg stillingen og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 35 og 36. Du kan læse mere om os på Forside – Sundhedsdatastyrelsen.

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed