Sundholms Plejetilbud søger social- og sundhedsassistenter til faste stillinger 32-37 timer om ugen

Joboversigt

  • Udsendt dato
    21. november 2022
  • Udløbsdato
    18. december 2022


Job beskrivelse

Vi er et særligt speciale, med en særlig målgruppe for den særlige ansøger.

Vi tilbyder et spændende og alsidigt arbejde med udsatte borgere med misbrugsrelateret adfærd og skader.

Vi mangler social- og sundhedsassistenter til vores stærke teams i Sundholms Plejetilbud. Vi søger derfor pr. 1. januar 2023 eller hurtigst muligt energiske, handlekraftige og selvstændige social- og sundhedsassistenter i blandede dag-/aftenvagter og til weekendarbejde.

Sundholm Pleje
Vi tager fat dér, hvor andre giver op.

Sundholm Pleje består af tre §108 tilbud, til udsatte borgere. Alle vores beboere har et misbrug, hvilket vi accepterer, men ikke ignorerer. Vores beboere har deres helt egen, for nogen uforståelige, tilgang til og forvaltning af livet. De har i årevis, og nogle i årtier, levet på kanten af samfundet, og enkelte har slet ikke ønsket eller magtet at være en del af samfundet. Alle har de deres egne udfordringer at kæmpe med, og selvom mange forhold, bl.a. misbruget af enten stoffer eller alkohol, gør sig gældende for de fleste, byder alle vores beboere også ind med deres helt egen unikke personlighed, ressourcer, behov, temperamenter, drømme og ønsker.

Vi stiller krav i arbejdet med målgruppen, men formulerer og præsenterer kravene med omtanke og anerkendelse. Vi forsøger trods svære kår at motivere vores beboere til forandringer, der kan begrænse de skader, en omtumlet tilværelse i kombination med misbrug har givet dem.

Det er en svær opgave, men ikke umulig, og vi synes selv, vi er ret gode til det. Vores beboere respekterer og kan lide os, og det er gensidigt.

I dagligdagen forsøger vi at arbejde målrettet og struktureret. Vi bruger tid på at planlægge og dokumentere vores arbejde, og vi bruger vores dokumentation som et arbejdsredskab bl.a i forbindelse med forebyggelse og håndtering af konflikter og svære opgaver.

Målgruppen kræver, at vi er omstillingsparate og kan tage hurtige beslutninger, og at vi har overskud til ad hoc-opgaver og her og nu-opståede dilemmaer eller situationer. Det samme gør den politiske ledelse, vi er underlagt, og vi har derfor sjældent lange stabile perioder, hvor vi stagnerer. Tværtimod udvikler og tilpasser vi os kontinuerligt i forhold til de aktuelle krav og behov, som både målgruppen og det politiske system har til os.

Vi deltager gerne i faglige udviklingsprojekter og fokuserer på kontinuerlig kompetenceudvikling. Vi har været med i mange spændede projekter, og flere venter.

De tørre facts
Vi arbejder tværfagligt, og personalegruppen udgør – udover tværgående funktioner – sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere samt servicemedarbejdere. Alle medarbejdere arbejder på tværs af de tre afdelinger, der udgør Sundholm Pleje.

Alle tre afdelinger arbejder målrettet med opholdsplaner, fokusområder, samt Brøset Risikovurdering. Der dokumenteres i DOMUS.

Alle medarbejdere arbejder ud fra et recovery- og rehabiliterende perspektiv. Vi benytter Low Arousal, hvor der fokuseres på egen rolle, samt forebyggelse i konflikter. Vi vil hellere være et skridt foran konflikterne, end vi vil sparkes bagi af dem.

Vi får jævnligt tilsyn og læringsbesøg, både interne fra Socialforvaltningen og eksterne. Vi får fine rapporter, og vi anses som et dynamisk og levende sted med den rette ånd og stor faglighed. Det er vi vildt stolte af.

Vi interesserer os for individet, også vores eget, som en del af vores metodiske udvikling. I disse år har vi en særlig interesse for neuropsykologi og recovery og rehabilitering, som vi på hver sin måde lader hverdagen med beboerne præge af. Vores faglige vejledning læner sig også i denne retning.

Vi har et gennemarbejdet materiale til konflikthåndtering og arbejder også målrettet med vores kompetenceudvikling i denne retning.

Opgaver som social- og sundhedsassistent
De daglige opgaver i botilbuddet vil variere fra sundhedsfremme og forebyggelse på det elementære niveau, og i nogle tilfælde og efter oplæring komplekse sundhedsfaglige indsatser.

Du bliver en del af et kontaktpersonteam, som er tværfagligt sammensat og har ansvaret for 11-13 beboere. Du dokumenterer din indsats i DOMUS, hvor du løbende og i samarbejde med dit team evaluerer og tilpasser dine indsatser.

Beboerne skal hjælpes til at skabe den struktur og stabilitet i deres liv, som de ikke evner uden støtte i større eller mindre grad.

Motivation og relationsarbejde er essensen i arbejdet

Du vil i beboernes interesse også skulle samarbejde med eksterne samarbejdspartere såsom læger, rådgivningscentre, hospitaler etc.

Du vil også komme til at arbejde med organisatoriske opgaver, bl.a. deltagelse i arbejdsgrupper, ambassadørposter, IT, arbejdsmiljø osv.

Vi søger medarbejdere, som

  • Gerne (men ikke et krav) har erfaring med at arbejde med beboere, der har adfærds- og afhængighedsproblematikker, og som følge deraf uforudsigelige dage.
  • Kan holde en høj motivation både i forhold til sig selv, beboerne og i samarbejdet med kollegaerne.
  • Kan evne at etablere og fastholde et selvstændigt fagligt niveau i en tværfaglig gruppe.
  • Kan arbejde målrettet og gør vidensdeling og åben kommunikation til et naturligt element i hverdagen.
  • Er nysgerrige, tydelige og har god samarbejdsvilje, og ikke mindst har let til smil, latter og godt humør.
  • Kan varetage en vis grad af selvledelse, planlægning samt tage ansvar og skabe struktur, både i forhold til egen indsats, men også i teamet og i kontakten med beboerne.

Vi tilbyder

  • Et område i en spændende udvikling.
  • En stor grad af indflydelse, gensidig fleksibilitet og viljen til en godt arbejdsmiljø.
  • Et personligt og højt fagligt udfordrende miljø.
  • Dygtige kollegaer og interessante beboere, som på hver deres måde tilfører vores sted charme.
  • Muligheder for kompetenceudvikling og videreudvikling i din faglighed.

Du vil blive introduceret grundigt til arbejdet med introprogram.

Du skal gerne have kørekort, og være indstillet på i ny og næ at køre en tur i en af vores biler med en beboer og en kollega.

Har du lyst til at høre mere om jobbet, kan du finde kontakte leder Trine Krak på 2763 6862 tirsdag-torsdag mellem kl. 15.00-16.00.

Løn forhandles i henhold til principperne om ny løn i henhold til gældende overenskomst.
Ved evt. ansættelse indhentes personlig straffeattest.

Angiv venligst dit foretrukne timeantal i din ansøgning. CV samt relevante bilag bedes vedhæftet ansøgningen.

Søg via linket senest søndag den 18. december 2022
Samtaler afholdes løbende.

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed