Specialist til dokumentation af samfundskritisk it-løsning

Joboversigt

  • Udsendt dato
    3. august 2022
  • Udløbsdato
    18. august 2022


Job beskrivelse

Kender du værdien af, at it-løsninger først er færdige, når de er dokumenterede og gjort tilgængelige for brugerne? Så kom med på holdet, der udvikler og vedligeholder den samfundskritiske it-løsning Datafordeleren.

Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI) er en drivende kraft i arbejdet med at udnytte data effektivt og innovativt til gavn for det danske samfund. Vi sikrer, at nogle af de mest anvendte og relevante offentlige data er let tilgængelige og kan kombineres på tværs, så de understøtter digitaliseringen af samfundet. Styrelsen er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsmini­steriet, der står i spidsen for arbejdet med at reducere drivhusgasudledningen med 70 pct. i 2030. SDFI arbejder bl.a. for, at denne reduktion understøttes af data.

Dine opgaver
Vi søger en kollega, der kan tage ansvaret for at vedligeholde it-dokumentation og vejledninger og fortsat øge brugervenligheden for Datafordelerens brugere. Vi udstiller dokumentationen via datafordeler.dk i dokumentationssystemet Confluence.

En vigtig opgave er løbende at kontrollere kvaliteten af vor dokumentation og stille det kritiske spørgsmål, om vi har alle detaljer med. For os er dokumentationen en vigtig del af opgaveløsningen. Vi gennemfører – via vores leverandør – regelmæssigt ændringer og fejlrettelser på systemet, og du skal sikre, at relevant viden bliver gjort tilgængeligt til rette tid og at den nødvendige information og vejledning er let forståelig for slutbrugerne.

Du skal være parat til en hverdag med mange kontakter, hvor du løbende skal følge op på de forskelligartede opgaver. Vi arbejder dagligt med både kort- og langsigtede ændringer og har netop skrevet kontrakt med en ny leverandør til en kommende modernisering af Datafordeleren Det er afgørende, at du har interesse for og mod på at sætte dig ind i en kompleks it-løsning med mange tekniske detaljer og specifikationer, og i øvrigt er fleksibel i forhold til nye opgaver i et stærkt fagligt og dynamisk miljø.

Din profil
Vi søger en kollega, der arbejder struktureret og er god til at koordinere internt og udadtil mod brugere og leverandører. Du er grundig og har fokus på detaljen. Du er samtidig serviceminded, da du bliver nøgleperson for mange interne og eksterne samarbejdspartnere. Du er en holdspiller og værdsætter det gode samarbejde om de løsninger, vi skal levere, så både dine og teamets kompetencer bliver bragt i spil.

Derudover regner vi med, at du:

  • har en relevant bachelor eller kandidatuddannelse. Du kan have en ingeniør- eller it-baggrund, være bibliotekar, controller, teknisk assistent eller have anden erfaring med formidling af it-teknisk dokumentation
  • kan kommunikere og samarbejde internt og eksternt
  • Forstår at sætte dig i en slutbrugers sted og at præsentere teknisk svær dokumentation som forståelig brugerdokumentation

Vi lægger vægt på, at du er en positiv person, der engagerer sig i opgaverne og tager medansvar for kontorets samlede virke og trivsel.

Vi tilbyder
Kontoret Fællesoffentlig Datadistribution (FDD) er præget af teamånd, hvor vi deler viden og samarbejder om opgaverne. Vi har en uformel omgangstone præget af humor og ”højt til loftet”. Vi er 22 specialiserede medarbejdere, der har ansvaret for både den fællesoffentlige Datafordeler og Ledningsejerregistret.

Ledelsesmæssigt lægger vi vægt på en åben dialog, fokus på ejerskab af opgaverne samt balance mellem arbejde og fritid. Du får gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter overenskomst mellem den relevante faglige organisation og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner. Ansættelse pr. 1. oktober 2022 eller efter aftale.
Ansættelsesstedet er Rentemestervej 8, 2400 København NV.

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Jesper Weng Haar på 25 36 84 53 eller hos specialkonsulent Lise Sigtenborg Riishede på 72 54 59 34.

Du søger stillingen online på vores jobportal via linket ”Søg stillingen”. Vi skal have dine oplysninger, ansøgning og CV senest den 18. august 2022. Samtaler forventes afholdt i uge 34.

Ministeriet ønsker at fremme mangfoldighed, hvorfor alle uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Viden om data der effektiviserer og skaber vækst
Vi skaber effektiviseringer i den offentlige sektor og vækst i samfundet gennem udbygning af den nationale datainfrastruktur og anvendelse af data, hvor nytten er størst. Vi har fokus på, at data er let tilgængelige via en sikker distribution, og at data kan deles og anvendes af mange på tværs af den offentlige og private sektor. Vi lægger i vores arbejde stor vægt på fællesoffentlige samarbejder og udviklingen af tværoffentlige digitale sammenhænge for data.

Læs mere på www.sdfe.dk
Følg os på LinkedIn.

 

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed