Socialt Pit-stop Team. Rehabiliterende medarbejdere – 32 timer og 37 timer

Joboversigt

  • Udsendt dato
    6. august 2022
  • Udløbsdato
    21. august 2022


Job beskrivelse

Arbejdet
I Lemvig kommunes Center for Sociale Tilbud øger vi fokus på forebyggelse, rehabilitering og recovery orienterede indsatser.
Som medarbejder i vores Pit-stop team skal du og dit team tilbyde åben rådgivning, tidsafgrænsede samtaleforløb samt mestringskurser og træningsforløb i grupper.
I bliver forankret i forbindelse med det nuværende Støttecenter Vasen og der vil i begge stillinger indgå husvagt i Vasens café, hvor du som faguddannet personale fungerer som ressourceperson og er med til at sikre et trygt og anerkendende miljø.
Den ene af de 2 stillinger vil indeholde 10 timer i Claudis Have, hvor vi som noget nyt skal tilbyde Lemvig kommunes jobcenter træningsbaneforløb.
Vi er et tværfagligt team af engagerede personaler der er topmotiverede til at tage fat på de nye opgaver og som ser frem til at få 2 nye kollegaer.

Krav og ønsker
Det er vigtigt, at du ser din rehabiliterende indsats som et ligeværdigt samarbejde og at du har lyst til en hverdag hvor både dine faglige og praktiske evner bliver sat i spil. Du skal kunne omstille dig mellem forskellige funktioner i løbet af arbejdsdagen og ofte også forskellige fysiske placeringer.

Det er afgørende, at du møder med initiativ og et positivt livssyn. Som personale har du medansvar for trivslen og det psykiske arbejdsmiljø i vores huse, hvilket stiller særlige krav til din evne til at være til stede med energi, engagement og empati. I både Vasen og Claudis Have spiller humoren en central rolle i det daglige samarbejde mellem brugere/medarbejdere og personale.

Vi forventer at du har en social eller sundhedsfaglig baggrund med en uddannelse som f.eks.  pædagog, ergoterapeut eller social- og sundhedsassistent, og det vil være en fordel hvis du har erfaring med at arbejde rehabiliterende og kender til metoden KRAP.
Arbejdet vil de fleste dage starte kl. 8 om morgenen og indebærer en fast vagt i Vasen hver 4. søndag eller i Claudis Have hver 3. lørdag.
Tiltrædelse vil for den ene stilling være snarest muligt efter ansættelse – for den anden stilling 1. oktober.

Ansøgning
Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Bente Romby Steensen på 97888370 (Claudis Have) eller mobil 51166751.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest søndag 21. august.
Samtaler afholdes torsdag 25. august.

Yderligere information:
Støttecenter Vasen er et åbent cafétilbud til mennesker med sårbarhed og sociale udfordringer som har brug for at skabe sig et netværk og deltage i socialt samvær i trygge rammer. Stedet tilbyder altid kaffe og god mad samt med mellemrum aktiviteter og udflugter. Der er åbent alle dage undtagen lørdag.

Claudis Have er en café i gågaden i Lemvig, der er arbejdsplads, træningsbane og jobafklaringssted for 20-25 medarbejdere med vidt forskellig baggrund. Der sælges mad der hovedsageligt er lavet af økologiske og/eller lokale råvarer, specialkaffe og andre lækkerier til kunder fra gaden. Caféen har åbent alle dage undtagen onsdag og søndag.
 

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed