Social- og sundhedsassistent til aftenvagt til Plejehjemmet Sanderum

Joboversigt

  • Udsendt dato
    21. november 2022
  • Udløbsdato
    19. december 2022


Job beskrivelse

Søg stillingen hurtigt og nemt – uden ansøgning og CV.

Tre gode grunde til at arbejde hos os:

  1. Du får en spændende hverdag, hvor du, som en essentiel del af beboernes dagligdag, får din faglighed og stærke omsorgskompetencer som social- og sundhedsassistent i spil
  2. Vi vægter et stærkt sammenhold og engagement i gruppen, som også understøtter det tværfaglige arbejde og udvikler vore høje faglighed
  3. Vi har stort fokus på fleksibilitet både i opgaveløsningen, men også i tilrettelæggelsen af arbejdet, således at vores medarbejder trives, og der gives plads til den enkeltes privatliv

Bliv en del af en arbejdsplads med fokus på trivsel og samarbejde i opgaveløsningen
På Plejehjemmet Sanderum er vi 56 gode kollegaer. Vi er tværfagligt sammensat af social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, pædagoger, flexarbejdere og husassistenter. Derudover har vi også en god flok skønne elever.

Vi har 68 beboere som er fordelt på 7 huse med 8-10 beboere i hvert hus. Som medarbejdere er man tilknyttet ét hus, men man kan selvfølgelig hjælpe og løse opgaver i de andre huse også. Vores beboere er i forløb vedvarende sygdomsudvikling, hvilket betyder, at vi har beboere med forskellige behov, og derfor mange spændende og varierende opgaver.

Vi har et stærkt og fleksibelt samarbejde omkring arbejdsopgaverne på tværs af huset. Dvs., at vi kan ”gemme” nogle af de arbejdsopgaver, der traditionelt ligger i dagvagten, til aftenvagten. Det giver tid til beboerne og deres ønsker samtidig med, at vi har varierede og spændende opgaver hele dagen og på alle vagter.

Vi ønsker at have en gruppe, der er kendetegnet ved høj trivsel, nærvær og samarbejde, da vi mener, at det ikke blot skaber de bedste rammer for vores beboere, men også skaber en god og tryg arbejdsplads, hvor der er plads til at udvikle sig. Vi vægter faglighed meget højt og forventer, at vores kommende kollega har mod på at sætte sig ind i nye områder og aktivt deltage i de udviklingsindsatser, vi igangsætter, for at højne arbejdspladsens faglige niveau, samt arbejde med arbejdspladsens fokus på samarbejde og det gode arbejdsmiljø.

Vi søger derfor en social- og sundhedsassistent, der brænder for at kompetenceudvikle sig til gavn for borgerne, men også for, at vi kan bidrage med forskellige perspektiver på opgaveløsningen.

”Vi er fagligt dygtige og udviklet, her på Plejehjemmet Sanderum. For mig betyder det også tryghed, at jeg ved, at mine kollegaer kan løse opgaven. Samtidig betyder det, at jeg selv får inspiration til at udvikle mig og lære nyt og mere. Vi kan altid blive bedre! At være på et plejehjem betyder også mere ro og fleksibilitet i opgaveløsningen. Vi står jo ikke og bager kage hver dag. Men det er det, vi har fokus på – altså at vi ”hygger” med beboerne – vi bruger hele vores faglighed, både de relationelle og de sundhedsfaglige kompetencer. Jeg kan godt lide, at vi er her hele dagen, og at vi har hele opgaven med beboerne. Jeg kan løse opgaven færdig, og ellers kan jeg give den videre til aftenvagten, og så kan jeg samle op dagen efter”, fortæller Camilla, social- og sundhedsassistent ved Plejehjemmet Sanderum.

Din nye hverdag
Vores kerneopgave er at være rehabiliterende indenfor borgere med vedvarende sygdomsudvikling. Plejehjemmet skal derfor have de rette kompetencer til at yde den bedste pleje indenfor denne borgergruppe. Vi søger derfor en social- og sundhedsassistent til gruppen, der kan løfte en alsidig pallette af opgaver indenfor vores område og bidrage til et godt arbejdsmiljø på vores arbejdsplads. Du vil komme til at arbejde 28 timer om ugen samt hver 2. weekend.

Du kommer specifikt til at:

  • Få en vigtig og bidragende rolle omkring planlægningen af den enkelte borgers forløb, da din faglighed og kendskab til den enkelte borger er en essentiel del af tilrettelæggelsen sammen med dine andre sundhedsfaglige kolleger
  • Skulle arbejde tværfagligt med gruppens medarbejdere samt understøtte gruppens faglige udvikling
  • Få nogle stabile rammer omkring arbejdet samt en synlig og tilgængelig ledelse
  • Blive del af en bred faglig gruppe, hvor vi sammen ønsker at skabe en social og tillidsfuld arbejdsplads til gavn for både borgere og medarbejdere
  • Få en stilling, hvor løbende kompetenceudvikling vægtes højt, og hvor der er mulighed for en bred erfaringsdannelse indenfor et stort område

Du får i øvrigt et individuelt tilrettelagt introduktionsprogram baseret på dine kompetencer og tidligere erfaringer, og du vil opleve at blive støttet i hele din opstart.

Er du vores nye kollega?
Du har en naturlig motivation for at arbejde rehabiliterende med borgere fra vidt forskellige baggrunde og med vidt forskellige livsvilkår, hvor du med dine faglige og personlige kompetencer både får lov til selvstændigt at varetage et stort ansvar, samt gøre en reel forskel gennem den tætte kontakt med beboerne.

Vi ønsker den kollega, der vil være med til at højne fagligheden og bidrage med arbejdsglæde og godt humør.

Vi forventer desuden, at du:

  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som social- og sundhedsassistent
  • Trives i en hverdag med en høj grad af selvstændighed og stor omskiftelighed i opgavernes karakter
  • Formår at arbejde med faglig dokumentation
  • Har forståelse for vigtigheden af relationsarbejdet, om det er til beboere, kolleger med anden faglig baggrund eller vores mange eksterne samarbejdspartnere
  • Udviser ansvarlighed overfor opgaven, fagligheden, dine kolleger og de mennesker, vi arbejder med
  • Har lyst og evne til at arbejde tværfagligt med de øvrige kolleger i gruppen

”Vi har personalemøder hver anden måned, hvor vi arbejder på, at det en time skal være fagligt med undervisning. Vi har blandt andet spurgt personalet, hvad de kunne drømme om, at huslægen kommer og underviser i. Vi vil rigtig gerne have, at alle medarbejderne bliver dygtige og føler, at de bliver bedre og dygtigere af at være på Plejehjemmet Sanderum”, fortsætter Majbritt Skovgaard Mortensen, rehabiliteringsleder ved Plejehjemmet Sanderum.

Vil du vide mere og søge stillingen?
Er du blevet nysgerrig og har lyst til at vide mere? Du kan læse mere om os på Plejehjemmet Sanderums hjemmeside, og du er også velkommen til at kontakte plejehjemsleder Majbritt Skovgaard Mortensen eller assisterende plejehjemsleder Tine Kristensen på 65 51 36 46 for mere information.

Skulle vores opslag have vakt din interesse, kan du nemt og hurtigt ansøge ved at sende dine kontaktoplysninger via nedenstående link – Søg stilling – og kort skrive lidt om dig selv, og hvorfor du har søgt stillingen, og du kan her også vedhæfte ansøgning og CV, hvis du foretrækker.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Tiltrædelse den 1. februar 2023 eller efter aftale.

Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 19. december 2022. Vi forventer at afholde samtaler løbende.

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed