Passioneret sagsbehandler til bygge og anlægsaffald

Joboversigt

  • Udsendt dato
    21. november 2022
  • Udløbsdato
    12. december 2022


Job beskrivelse

Om jobbet

Vi vil gerne gøre affald til en ressource i Rudersdal Kommune. Vi arbejder benhårdt med at få udsorteret alle genanvendelige ressourcer hos borgerne og sammen med virksomheder og byggepladser forsøger vi at sætte fokus på, hvordan vi bedst udnytter ressourcerne i affaldet. Som vores nye medarbejder skal du indgå i vores affaldsgruppe og træffe afgørelser, når der er klager eller problemer hos de enkelte borgere. Du skal sikre at byggeaffald bliver håndteret korrekt og være affaldsfyrtårnet, der indgår i dialog med virksomhederne om deres affald. Du bliver en del af vores udviklingsprojekt, hvor vi sammen udvikler kontakten og dialogen med virksomhederne og byggeriet om, hvordan de kan blive grønnere.

Du vil skulle arbejde tæt sammen med de øvrige medarbejdere i affaldsgruppen og skulle understøtte den daglige drift af både nye, gamle og kommende affaldsordninger. Udover affaldsområdet, vil du få en særlig rolle på tværs af team ’Klima, Virksomheder og Ressourcer’ og vil med teamets virksomhedsfolk indgå i kampagner og den løbende dialog med virksomhederne og byggepladser om hvordan vi bedst udnytter ressourcerne i affaldet. Stillingen er en fast myndighedsstilling, som er blivende i kommunen efter eventuel selskabsgørelse af affaldsdriften.

Din profil

Du har lyst til at være med i den udvikling, som netop nu finder sted på affaldsområdet. Vi forestiller os, at du har erfaring med myndighedsbehandling og meget gerne på affaldsområdet. Du skal forstå at arbejde med den ramme, som miljøbeskyttelsesloven giver. Juridiske kompetencer er vigtige, og hvis ikke du har dem, skal du have lyst til at tilegne dig dem.

Du har lyst til at gå ud og møde borgere, håndværkere og virksomheder og sammen med dem finde de gode løsninger indenfor de rammer, som lovgivningen udstikker. Du er robust og kan stå på mål for de krav, der er til borgere og virksomheder, også når det er upopulært. Du har lyst til at være med til at udvikle vores sagsbehandling på affaldsområdet. Du kan kommunikere klart på skrift og i tale.

Du ønsker at indgå i et stærkt fagfællesskab med dygtige og engagerede kolleger. Du skal kunne trives i et team, hvor der er mange bolde i luften, og et arbejdsmiljø med højt til loftet.

Derfor skal du vælge os

Hos os er vi mange, der arbejder med affald, ressourcer og virksomheder, og du kommer tæt på de politiske beslutninger. Der er et stort politisk fokus på affald i Rudersdal, og hos os får du lov til at være med til at tænke affald og ressourcer ind i mange forskellige sammenhænge.

Stillingen er placeret i afdelingen ’Klima, Natur og Miljø’, hvor du vil blive del af et stort og stærkt fagligt fællesskab i det ene af afdelingens to teams, ’Team Klima, Virksomheder og Ressourcer’. Vi brænder for at gøre en forskel og vægter faglighed, vidensdeling og god stemning højt. Vi kan lide at møde virksomheder og borgere på nye måder, og vi vil gerne finde nye veje sammen.

Du får ca. 16 kollegaer i teamet, der ud over affald bl.a. arbejder med klima, energi, virksomheder og jord. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med både affaldsmedarbejderne og tilsynsmedarbejderne i virksomhedsgruppen.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende AC-overenskomst for kommunalt ansatte. Du får gode muligheder for personlig og faglig udvikling og 37 timer ugentligt med fleksible arbejdsforhold.

Om os

Rudersdal Kommune har omkring 55.500 indbyggere. Kommunens to store byområder er Birkerød og Holte. Kommunen er hovedsagelig præget af en række byområder og landsbyer med store landskabelige herlighedsværdier.

Kommunen kan først og fremmest karakteriseres som en velfungerende og innovativ kommune, der har visioner om at være Danmarks bedste og grønneste bo-kommune. Hos Rudersdal Kommune bliver borgerne mødt, der hvor de er, og inddragelse er en vigtig faktor i forhold til at gå nye veje og danne nye visioner.

Rudersdal Kommune ligger naturskønt i et af Nordsjællands smukkeste områder – tæt på skov og mark og i nærheden af Furesø, Sjælsø og Øresund.

Vi tilbyder et spændende og udfordrende job på Rådhuset i Holte – med S-tog lige til døren og udsigt til skoven. Du bliver en del af Klima, Natur og Miljø med omkring 35 aktive, hjælpsomme og engagerede kolleger.

Læs meget mere om Rudersdal Kommune på: www.rudersdal.dk

Ansøgning, samtale og kontakt

Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.

Samtaler: Samtaler afholdes i uge 50 og 51

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed