Økonom til vurdering af omkostningerne for brug af el- og gasnettet

23. september 2022

Joboversigt

  • Udsendt dato
    23. september 2022
  • Udløbsdato
    19. oktober 2022


Job beskrivelse

Har du lyst til at hjælpe vores jurister med at løfte de økonomiske elementer af sagsbehandlingen? Kan du finde glæde ved nørdede omkostningsanalyser? Har du flair for at vurdere, om cost/benefit-analyser er dækkende? Så har du nu mulighed for at blive en del af Danmarks stærke og uafhængige tilsynsmyndighed – Forsyningstilsynet.

Du skal hjælpe med besvarelsen af spørgsmål som disse:

  • Hvordan skal omkostningerne for at drive el- og gasnettet fordeles (tarifferne) mellem individet (den enkelte bruger) og fællesskabet (alle de andre brugere) og mellem brugere tilkoblet med forskellige forbrugsprofiler (f.eks. husholdninger, små erhvervsdrivende, power to X-anlæg)?
  • Hvad er sammenhængen mellem forskellige modeller for opkrævning af tariffer og den enkeltes brug af el- og gasnettet?
  • Hvordan beregner vi producenters betaling for brug af elnettet?

Vi tilbyder dig en plads i et velfungerende team. Opgaverne vedrører de økonomiske aspekter ved brug af og tilslutning til vores el- og gasnet. I flere af opgaverne er der en international vinkel – både i nordisk regi og i EU-sammenhæng. Opgaver og ansvar tilpasses din profil. Du får ansvar, faglig sparring, gode udviklingsmuligheder og en alsidig hverdag.

Du møder interessenter fra andre myndigheder og fra branchen. Du vil derfor med tiden kunne opbygge et stort netværk med bl.a. energiforsyningsvirksomheder, danske myndigheder og europæiske/nordiske energireguleringsmyndigheder. Efter nogle år hos os er du en dygtig og attraktiv specialist med en forståelse for, hvordan en tilsynsmyndighed arbejder, og du vil have en dyb indsigt i hele energibranchen.

Vi forestiller os, at du

  • har en baggrund som økonom – evt. kombineret med en juridisk faglighed – f.eks. cand.polit. cand.oecon., cand. agro., cand.merc.(jur.), eller har en lignende samfundsfaglig uddannelse
  • har stærke analytiske og formidlingsmæssige evner i skrift og tale, både på dansk og engelsk
  • kan lide at arbejde systematisk og struktureret med økonomiske analyser
  • ønsker at arbejde sammen med jurister og andre faggrupper
  • er nysgerrig og med lyst til at sætte dig ind i nye problemstillinger.

Socialt arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling, trivsel og arbejdsglæde

I Forsyningstilsynet bliver du en del af en organisation, hvor der er kort til beslutningerne. Vi har en uformel tone og lægger vægt på holdånd, og at være gode kollegaer for hinanden. Vi har fokus på arbejdsglæde og udviklingsmuligheder for den enkelte. Derfor tilbyder vi både interne og eksterne kurser, evt. suppleret med kursusophold i udlandet. Det er vigtigt for os, at du får de bedste muligheder for at anvende dine faglige kompetencer og udbygge din viden.

Vi bor i flotte, renoverede lokaler i Frederiksværk, tæt på skoven, hvor der er gode muligheder for en walk and talk eller en løbetur i skoven. Vi har en dejlig have med WI-FI og et træningsrum. Der kører dagligt en medarbejderbus direkte fra København (Nørrebro St.) til din nye arbejdsplads.

Du vil i det daglige opleve en stor grad af frihed og fleksibilitet, som er med til at sikre en god balance mellem arbejde og fritid. Vi er en familievenlig arbejdsplads og du får bl.a. mulighed for at arbejde op til en time under transport, samt mulighed for hjemmearbejde en dag om ugen, hvis det passer med opgaverne.

Du kan læse mere om vores arbejde på www.forsyningstilsynet.dk og bl.a. se videoklip med tre af dine kommende kolleger på www.forsyningstilsynet.dk/job. På samme side er der en oversigt over vores onboardingprogram, samt oplysninger om kompetence- og karriereudvikling i Forsyningstilsynet.

Interesseret?

Vil du høre mere om stillingen, så kontakt gerne kontorchef Thomas vom Braucke på tvbr@forsyningstilsynet.dk eller på telefon 4171 5382. Søg stillingen gennem linket her på siden. Husk at vedhæfte relevante dokumenter, herunder eksamensbeviser og karakterudskrift for bachelor- og kandidatuddannelse.

Ansøgningsfrist: Den 19. oktober 2022.

Der indkaldes løbende til samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt. Der kan indgå brug af test i rekrutteringsprocessen.

Ansættelse sker efter den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Du vil blive ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent ud fra en samlet vurdering af de kompetencer og erfaringer, du har i forhold til stillingens indhold.

Alle, uanset etnisk baggrund, alder og køn, opfordres til at søge.

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed