Nyuddannet med interesse for sikkerhed og koordinering

21. november 2022

Joboversigt

  • Udsendt dato
    21. november 2022
  • Udløbsdato
    2. januar 2023


Job beskrivelse

Sæt dit personlige aftryk på fremtidens klimavenlige jernbane. Kom og vær med til noget stort i Banedanmark!

Vil du hjælpe med at gøre Danmarks jernbane mere sikker? Har du lyst til at navigere i krydsfeltet mellem risikostyring og grøn teknologi? Kan du holde mange bolde i luften ad gangen og har du mod på at koordinere sikkerhed på tværs af forskellige projekter og faggrupper?

Den danske jernbane udvides som aldrig før og som infrastrukturforvalter er Banedanmark hovedansvarlig for implementering af grønne løsninger på fremtidens udfordringer indenfor transportområdet. I Banedanmark er du nemlig med til at realisere nogle af danmarkshistoriens største projekter inden for anlæg og infrastruktur. Det er stort for Danmark. Vil du være med?

Sans for systematik og koordinering med interesse for risikostyring

I Banedanmarks Sikkerheds & Interoperapilitets (S&I) teams arbejder vi med CSM-RA og TSI, der er den lovgivning, som Banedanmarks jernbaneprojekter skal leve op til dels for at garantere sikkerheden for passagerer og medarbejdere, dels for at sikre en ubesværet togtrafik på tværs af hele EU. Du behøver dog ikke være hverken jurist eller ingeniør for at arbejde med CSM og TSI, og du behøver heller ikke at have kendskab til disse for at søge jobbet, da vi klæder dig godt på til at varetage dine opgaver gennem et grundigt oplæringsforløb.

Det er vigtigt, at du trives med at kommunikere med alle typer mennesker, da du får en bred samarbejdsflade både i og udenfor organisationen. Du kan holde overblik og arbejde struktureret, samtidig med, at du formår at koordinere sikkerhedsmæssige leverancer til rette tid og i rette kvalitet. Hvis du samtidig er vedholdende, proaktiv og nysgerrig, er det kun en fordel.

Du har en lang videregående uddannelse – alt fra humaniora til ingeniør er interessant – og du kan have nogle års erfaring fra arbejdsmarkedet eller du kan være helt nyuddannet, så længe du er villig til at tillære dig ny viden om risikostyring. Alternativt kan du have en mellemlang videregående uddannelse specifikt indenfor sikkerhed eller risikostyring. Til gengæld tilbyder vi at give dig ansvar, der matcher dine personlige ambitioner allerede fra start.

Du styrer risici med sikker hånd og samarbejder om CSM/TSI på tværs af organisationen

Sammen med 24 gode kolleger i S&I teamet bliver du bindeleddet mellem projektledere, fagspecialister, CSM-projekteringsledere, eksterne rådgivere og statslige og kommunale myndigheder. Dit mål, sammen med dine kolleger, er at understøtte vores projekter i at opretholde et højt sikkerhedsniveau på jernbanen.

Du får titel af S&I koordinator og din nærmeste personaleleder vil være en af sektionens S&I teamledere. Overordnet bliver din opgave at sørge for, at Banedanmarks projekter opfylder sikkerhedskravene i EU’s CSM-RA forordning (Common Safety Methods for Risk Assessment), TSI (Tekniske Specifikationer for Interoperabilitet) samt i relevant dansk lovgivning.

Dine primære ansvarsområder bliver at:

  • Være primus motor på leverancen af CSM/TSI-dokumentation på Banedanmarks mange projekter
  • Drive myndighedsgodkendelsesprocessen på et antal projekter, hvor du har hovedansvaret og står for ansøgning og kontakt til vores overordnede myndighed (Trafikstyrelsen) alternativt sikre intern godkendelse qua Banedanmarks selvforvaltning.
  • Indgå i sektionens S&I team, hvor du dagligt sparrer med kollegaer og samarbejder med relevante aktører og myndigheder
  • Deltage i, og på længere sigt facilitere møder og fareworkshops (hvor relevante risici for det enkelte projekt identificeres)
  • bidrage på sigt til intern undervisning i CSM-RA/TSI.

Gode kollegaer og massevis af udviklingsmuligheder

Dit arbejdssted bliver enten på Banedanmarks hovedkontor placeret ved Dybbølsbro centralt i København eller i Fredericia centralt i trekantområdet. Du bliver en del af divisionen Anlæg, hvor vi er ca. 800 medarbejdere, der har ansvaret for den centrale styring af anlægsprojekter for mere end 5 milliarder kroner om året.

Du vil indgå i et S&I team, der organisatorisk er forankret i sektionen Jernbanesikkerhed, en afdeling på omkring 50 medarbejdere. Både teamet og sektionen har stort fokus på kompetenceudvikling, og det er afgørende for os, at du hele tiden har muligheden for at udvikle dig og trives med dine opgaver.

Løn og ansættelsesforhold

Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark. Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 3, sats 3, Hovedstad/Provins.

For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.

Kontakt og ansøgning

Send venligst din ansøgning med CV via vores hjemmeside. Vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte S&I teamleder Line Barslund eller Rasmus Stenshøj.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Banedanmark opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionerne.

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed