National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) søger administrativt personale til bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet

Joboversigt

  • Udsendt dato
    23. september 2022
  • Udløbsdato
    21. oktober 2022


Job beskrivelse

Silkeborg

Vil du have et meningsfyldt job, hvor du med din administrative baggrund og strukturerede tilgang til opgaverne gør en forskel i efterforskningen af de største og mest komplekse sager om økonomisk kriminalitet, hvor danske skatteborgere og virksomheder hvert år svindles for et tocifret milliardbeløb?

Så har du her mulighed for at blive en vigtig del af en dygtig efterforskningsgruppe, hvor du holder styr på sagerne ved blandt andet at systematisere og organisere beslaglagt materiale og sikre den administrative sammenhængskraft i efterforskningsarbejdet.

Din nye hverdag
NSK skal ved årsskiftet overtage de største og mest komplekse sager inden for økonomisk kriminalitet fra landets politikredse. Derfor etableres en ny afdeling for økonomisk kriminalitet i NSK Vestdanmark, som skal være med til at bekæmpe den mest komplicerede økonomiske kriminalitet inden for bedrageri, skattesvig og hvidvask.

I NSK arbejder vi i sektioner og teams, hvor medarbejdere med forskellige kompetencer arbejder tæt sammen for at løse opgaven. Vi samarbejder ofte med specialiserede medarbejdere i det øvrige NSK og har derfor stort fokus på fællesskab, samarbejde og høj faglighed.

Vi bestræber os på i fællesskab at få skabt et unikt arbejdsmiljø og har fokus på en fleksibel arbejdstid og god balance mellem arbejde og privatliv, hvor der vil være mulighed for hjemmearbejde. Vi har desuden fokus på et læringsmiljø med uddannelse både på individuelt og organisatorisk niveau – internt i organisationen og eksternt på uddannelsesinstitutioner.

Da hele området for økonomisk kriminalitet i NSK Vest skal opbygges, har du stor mulighed for at præge dine arbejdsopgaver og din kommende arbejdsplads.

Om dig
Som administrativ medarbejder i NSK vil dine opgaver være både mangeartede og udfordrende. Du vil blive en del af et stærkt team, som understøtter efterforskningssektionerne på det administrative område med fx bilagering af sager, søgninger og opdateringer i politiets systemer, administration af både elektronisk og fysisk post og meget andet.

Vi søger en profil, som er god til at samarbejde, kan holde mange bolde i luften og som har en systematisk tilgang til arbejdsopgaverne.

Har du erfaring med arbejde i politiet eller anklagemyndigheden og herigennem kendskab til politiets it-systemer, vil dette være en stor fordel.

Ansættelsesforhold

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Såfremt du er tjenestemand i poltiet, kan du bevare denne ansættelsesform.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Christian 8.s Vej 2C, 8600 Silkeborg. Det forventes, at dit arbejdssted fra medio 2025 vil flytte til Jegstrupvej 3, 8361 Hasselager, hvor afdelingen sammen med den øvrige del af NSK Vest vil få domicil.

Ansættelsesstart forventes at være i første kvartal 2023.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vpi Morten Vegger på tlf. 3043 1550.

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Løbende indkaldelse til samtaler kan forekomme.

Ansøgningsfrist: 21. oktober 2022 

 

OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er etableret den 1. januar 2022.

NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og IT-relateret kriminalitet og samler de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed.

NSK har ca. 1.000 medarbejdere.

NSK er opbygget som en politikreds med en politisøjle, anklagemyndighed og en stabssøjle, og herudover er der også tilknyttet en operativ uafhængig enhed, Danmarks finansielle efterretningsenhed, Hvidvasksekretariatet.

NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Du kan læse mere om National enhed for Særlig Kriminalitet på
www.politi.dk/virksomheden/national-enhed-for-saerlig-kriminalitet 

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed