Lægemiddelspecialist til arbejdet med medicinpriser i Lægemiddelstyrelsen

Joboversigt

  • Udsendt dato
    2. maj 2022
  • Udløbsdato
    29. maj 2022

Job beskrivelse

Vil du bidrage til at sikre, at priser- og sortimentsoplysninger og øvrige data på markedsførte lægemidler bliver distribueret til apoteker, sygehuse, læger m.fl. i høj kvalitet? Er du passioneret omkring opstilling og validering af data? Er du systematisk og detaljeorienteret, og har du en lægemiddelfaglig baggrund? Så er du måske vores nye kollega.

Om Lægemiddeløkonomi og Tilgængelighed
Du vil blive tilknyttet teamet Medicinpriser, som er placeret i enheden Lægemiddeløkonomi og Tilgængelighed. Enheden administrerer blandt andet reguleringen af de private apoteker med det formål at sikre en forsvarlig distribution af medicin, som er let tilgængelig, og hvor priserne er ens og rimelige for såvel borgere, som for samfundsøkonomien.

Foruden produktion og udstilling af Medicinpriser til apoteker og offentligheden beskæftiger vi os også med blandt andet:

  • Sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder
  • Tilgængeligheden af lægemidler
  • Vurdering af ansøgninger om medicintilskud og om tilskud til ernæringspræparater.

Din hverdag hos os
Teamet der arbejder med Medicinpriser består i øjeblikket af 5 dygtige og engagerede kollegaer, der sikrer, at priser og andre relevante data af høj kvalitet om markedsførte lægemidler er tilgængelige for det danske sundhedsvæsen. Vi tager imod pris- og pakningsanmeldelser for lægemidler fra virksomheder, validerer og udstiller lægemiddeldata til brug på apoteker, det øvrige sundhedsvæsen og virksomheder hver 14. dag. Der er tale om vigtige daglige opgaver, der skal opfylde en række skrappe tidsmæssige deadlines for at sikre at især apotekerne er i stand til at varetage deres opgaver.

Dine primære arbejdsopgaver bliver:

  • at deltage i de forskellige opgaver i forbindelse med produktionen af ”Medicinpriser”. Det indebærer bl.a. tastning og korrekturlæsning af oplysninger i vores lægemiddelregister og sikring af, at produktionen af data forløber som den skal. Der produceres og udstilles en ny udgave af ”Medicinpriser” til abonnenter (f.eks. apoteker og lægemiddelvirksomheder) og offentligheden hver 14. dag.
  • at besvare henvendelser internt og eksternt, fx fra borgere, apoteker, læger, sygehuse, lægemiddelvirksomheder m.fl.
  • at tildele substitutionsgrupper til nye pakninger, vurdere virksomhedernes leveringsevne, inddatere doserings- og indikationstekster for nye lægemidler og daglig genberegning af tilskudspriser så borgerne altid kan få fuldt tilskud til tilgængelige lægemidler.
  • Indgå i projektet vedr. strukturerede doseringsforslag.

På længere sigt vil du skulle indgå i vores medicinprisvagtordning, hvor den nye udgave af ”Medicinpriser” uploades til en server den sidste hverdag før ikrafttrædelse. I den forbindelse skal du kunne varetage en telefonvagt den efterfølgende weekend samt vagter på henholdsvis helligdage

I Lægemiddelstyrelsen arbejder vi med LEAN, og derfor vil daglige morgenmøder og løbende forbedringsarbejde være en del af din hverdag.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Vi forventer, at du har baggrund som farmaceut, evt. nyuddannet, farmakonom med flere årsapotekserfaring eller en tilsvarende lægemiddelfaglig baggrund.

Derudover har du:

  • en pragmatisk tilgang til dine opgaver – både i processen og beslutningen
  • en systematisk og struktureret arbejdsform med sans for detaljerne
  • selvstændighed
  • lyst til at arbejde med stramme deadlines og driftsrelaterede opgaver
  • flair for IT og generel dataforståelse
  • gode samarbejdsevner på tværs af faggrupper
  • evnen til at holde mange bolde i luften
  • gode kommunikationsevner, både skriftligt og mundtligt, såvel på dansk som engelsk.

Vi lægger desuden vægt på, at du er fleksibel, har masser af gå-på-mod og trives i en travl og afvekslende hverdag, hvor tilbagevendende deadlines og prioritering af opgaver er en naturlig del.

Vi tilbyder
Du bliver en del af en styrelse i udvikling og får et meningsfuldt arbejde med samfundsnyttige opgaver og du vil møde en myndighed, hvor vi har en ambition om at være blandt de bedste i Europa til det, vi laver. Du vil blive en del af et aktivt fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kollegaer, får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer inden for et bredt felt og for at opbygge et unikt kendskab til lægemidlerne på det danske marked. Endvidere vil du få en leder, der er lægger vægt på tilgængelighed og nærvær.

Vi mener, at der skal være en god balance mellem arbejde og fritid, derfor tilbyder vi en stilling på 37 timer med flekstidsaftale og mulighed for at arbejde hjemmefra, når det hænger sammen med vores fælles planlægning.

Vi har gratis fitnesslokale, en god kantineordning, en vidunderlig udsigt ud over Københavns Havn, en aktiv personaleforening og en kunstforening.

Vores kultur er præget af en uformel omgangstone og en fælles bevidsthed om betydningen af gode samarbejdsrelationer i en travl hverdag.

Om ansættelsen
Du bliver ansat som akademisk medarbejder efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation

eller

gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 (LC/CO10-fællesoverenskomst) og den til tid enhver tid gældende organisationsaftale for farmakonomer og defektricer mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II.

I Lægemiddelstyrelsen træffer vi afgørelser i myndighedssager, og derfor er det vigtigt for os, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved vores habilitet. Det er derfor en forudsætning for ansættelse i Lægemiddelstyrelsen, at du ikke ejer aktier, anparter, andele eller lignende i en lægemiddel- og/eller medicovirksomhed. Ejer du i dag såkaldte medarbejderaktier i en lægemiddel- og/eller medicovirksomhed, har du dog en vis periode til at afhænde disse aktier.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte teamleder Diana Lauritzen på tlf. 9351 8614.

Er du interesseret?
Klik på søg stillingen og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 22-23. Du kan læse mere om os på lmst.dk

Beliggenhed