Laborant til mikrobiologisk QC laboratorium

Joboversigt

  • Udsendt dato
    21. november 2022
  • Udløbsdato
    7. december 2022


Job beskrivelse

Laborant til mikrobiologisk QC laboratorium

Kvalitetskontrolfunktionen (QC) på Sygehusapotek Fyn søger en ny kollega til funktionens mikrobiologiske laboratorium.

Om stillingen

Din primære opgave bliver at deltage i den daglige drift af det mikrobiologiske QC laboratorium. Stillingen er en kombination af laboratorie- og skrivebordsarbejde og i perioder miljømonitorering i og ude af huset. Afhængigt af dine kompetencer samt funktionens behov kan dine arbejdsopgaver blive:

  • Miljømonitorering, både på sygehusapotekets matrikel og for eksterne kunder.
  • Registrering, inkubering og kimtalsbestemmelse af miljøprøver.
  • Identifikation af mikroorganismer.
  • Endotoksintest.
  • Kimtalsbestemmelse af plastmateriale og emballage.
  • Aflæsning og afrapportering af resultater.
  • Udarbejdelse af afvigelser, SOP’er og andre dokumenter.
  • Kontrol og kvalificering af udstyr.

Alt efter dine interesser og kompetencer kan det blive muligt at deltage i udviklings- og projektopgaver.

Om dig

Du er uddannet laborant, bioanalytiker eller farmakonom og har erfaring fra et mikrobiologisk QC laboratorium. Du har interesse for kvalitetskontrol og kan lide at arbejde efter fastsatte regler.

Vi ser gerne at du har erfaring med at arbejde efter GMP i en farmaceutisk virksomhed.

Det er vigtigt at du trives med høje dokumentationskrav, er god til at holde orden og kan arbejde struktureret og systematisk. Desuden lægger vi vægt på at du har en god skriftlig formuleringsevne.

Du tager ansvar for dine opgaver, har øje for detaljer og er kvalitetsbevidst og omhyggelig i din opgaveløsning. Du er en stabil, engageret medarbejder og en holdspiller med et godt humør.

Om os

QC er en lille velfungerende enhed, bestående af et mikrobiologisk og et kemisk team. Vi udfører miljømonitorering i vores produktionsområder, mikrobiologiske og kemiske analyser samt modtagekontrol af råmaterialer til produktionen.

Du vil blive en del af det mikrobiologiske team og sammen med fire andre engagerede kollegaer der varetager en bred vifte af mikrobiologiske QC opgaver.

Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø og vi arbejder både selvstændigt og i teams.

Vi kan tilbyde en travl og spændende hverdag med tæt kontakt til kollegaerne i funktionen og apotekets øvrige ansatte.

Ansættelsesforhold og ansøgningsfrist

Stillingen skal søges online på job.regionsyddanmark.dk, jobnr. 223353

Ansøgningen vedlægges CV.

Frist for ansøgning er den 7. december kl. 12.00.

Løn- og ansættelsesforhold med udgangspunkt i gældende overenskomst.

Der forventes en forhandling om kvalifikationstillæg i forhold til dine kvalifikationer.

Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer pr. uge.

Tiltrædelse den 1. februar 2023 eller snarest derefter.

Der er 3 måneders prøvetid, første gang du ansættes i Region Syddanmark.

Yderligere oplysninger

Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte QC funktionsleder, Gitte Andersen på tlf. 2184 9284 eller farmakonom Else-Marie Scheby på tlf. 2913 8067.

Sygehusapotek Fyn producerer og indkøber lægemidler til distribution på de fynske sygehuse. Apoteket er organisatorisk en del af Odense Universitetshospital og beskæftiger ca. 300 dedikerede medarbejdere. Sygehusapotek Fyn omsætter årligt for ca. 1,2 mia. kr. Apotekets produktion omfatter sterile og ikke-sterile lægemidler herunder produktion til kliniske forsøg og fremstilling af klar-til-brug lægemidler. Apoteket har en større forskningsenhed, som bedriver forskning indenfor afmedicinering, sektorovergange og klinisk forskning.

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed