Joboversigt

  • Udsendt dato
    22. september 2022
  • Udløbsdato
    12. oktober 2022


Job beskrivelse

Vil du være med til at sikre rammerne, når vi arbejder ambitiøst med fremtidens forsyning? Har du mod på at arbejde målrettet og blive en dygtig juridisk rådgiver indenfor forsyningsområdet? Så har vi en spændende stilling til dig.

Bliv en del af en omskiftelig hverdag
Aarhus skal være CO2-neutral i 2030, og vi skal fastholde produkter og materiale i brug så længe som muligt. Derfor arbejder Kredsløb hele tiden på at udvikle nye løsninger, der gør en forskel for både klimaet, miljøet og vores kunder. Ambitionen er, at det skal være nemt at være grøn, når man bor i Aarhus Kommune. For Bestyrelsessekretariatet betyder det, at vi understøtter professionelle og effektive beslutningsprocesser for at sikre den bedst mulige efterlevelse af Kredsløbs ambitioner. Vi styrker de interne juridiske ressourcer og søger en jurist – gerne nyuddannet, der har lysten til at arbejde i forsyningsbranchen.

Du bliver en del af et stærkt fagligt team med fire kollegaer, som alle arbejder med bestyrelsen eller andre ledelsesfora. Du bliver en naturlig del af vores daglige sparring og får ikke kun et tæt samarbejde med vores nuværende jurist, men også på tværs af organisationen og med vores eksterne samarbejdspartnere.

Dine opgaver og succeskriterier
Stillingen har to ansvarsområder, hvor du i det ene får rig mulighed for at prøve kræfter med interessante og aktuelle juridiske problemstillinger. I det andet ansvarsområde får du en solid erfaring med ledelsesunderstøttende opgaver – især for vores område Genbrug.

På den juridiske bane vil du få ansvaret for at sikre juridiske holdbare løsninger for vores forskellige forretningsområder. Løsningerne knytter sig både til den daglige drift og til vores udviklingsprojekter. Der vil være stor bredde i de juridiske opgaver, og når du er kommet godt ombord, finder vi det rette mix af opgaver til dig.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

  • Aktindsigt
  • Aftaler – herunder købs- og lejeaftaler
  • Juridisk bistand og sparring til organisationen, både inden for forsyningsområdet og mere generelt
  • Holde dig ajour med ny lovgivning
  • Ledelsesunderstøttende opgaver – mødereferater og årshjul for ledergruppen i Genbrug
  • Diverse ad hoc opgaver i afdelingen og for chefen i Genbrug

Den ideelle profil
Du har en pragmatisk tilgang til juridiske opgaver og er løsningsorienteret. Du kender måske ikke svaret på forhånd, men besidder de juridiske redskaber og nysgerrigheden til at finde de rigtige løsninger. Som person kan du acceptere, at ikke alle opgaver bliver færdige ved dagens udløb. Du arbejder vedholdende med dine opgaver og husker at følge op, hvis andre ikke melder retur. Du er god til at formulere dig og kan kommunikere med forskellige faggrupper.

 For at få succes i stillingen, lægger vi vægt på følgende:

  • En relevant videregående uddannelse, f.eks. cand.merc.jur eller cand.jur.
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til forsyningslovgivningen, selskabslovgivningen og/eller reglerne om aktindsigt fra dit studie eller relevant arbejde.

Det er dog ikke afgørende, at du har konkret erfaring. Det vigtigste for os er, at du har lysten til at arbejde med stillingens indhold. Vi har ressourcerne til at lære dig op.

Kredsløb som arbejdsplads
Hos os får du en varieret og udfordrende hverdag med mulighed for at sætte et reelt og innovativt aftryk på den grønne omstilling i Aarhus. Du får stor indflydelse på dine opgaver og et job med mening, hvor det du laver, påvirker hverdagen for alle, der bor og arbejder i Aarhus Kommune.

Vi er en driftsvirksomhed, så når vi arbejder ambitiøst med vores mål om bæredygtig udvikling af energiforsyning og løsninger inden for cirkulær ressourcehåndtering, er vi hurtige til at sætte handling bag ordene. Derfor har vi fokus på udviklingsmuligheder både fagligt og personligt.

Vil du være med i den grønne omstilling?
Så send din ansøgning til os så hurtigt som muligt og senest den 12. oktober 2022. Vi behandler ansøgninger løbende.

Du er velkommen til at kontakte chef for Bestyrelsessekretariatet Lone Dannerby Paulsen på 2036 2336 eller seniorjurist Susanne Thor på 4185 5961, hvis du vil vide mere om stillingen. Forventet tiltrædelse senest den 1. december 2022.

Stillingen er fuldtid og aflønnes efter kvalifikationer.
Arbejdssted: Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand

Vi ser frem til at høre fra dig!

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed