Flyoperationer – Mission Planner – Koordination og schedulering i Karup (genopslag)

Joboversigt

  • Udsendt dato
    18. november 2022
  • Udløbsdato
    2. januar 2023


Job beskrivelse

Har du evnerne og lysten til at arbejde i en militær organisation, hvis primære opgave er at støtte og drive en flyvende eskadrille? Er du dygtig og arbejdsom, og har du lyst til at arbejde med dedikerede og ambitiøse frivillige piloter, systemoperatører og ground support teknikere?

Som Mission Planner ved Flyverhjemmeværnets Luftoperation bliver du en vigtig del af driften og udviklingen af en ambitiøs og efterspurgt eskadrille, som løfter opgaver for Forsvaret, Politiet og andre civile myndigheder nationalt såvel om internationalt. Arbejdet kræver de rette medarbejdere – og vi starter med dig.

Om os

Overordnet er Flyverhjemmeværnets hovedopgave at støtte Flyvevåbnet, og det gør vi på forskellige måder døgnet rundt i hele landet: Eksempelvis ved host nation support, bevogtning af nødlandede helikoptere, støtte til Flyvevåbnets uddannelser eller internationalt med flybidrag til Frontex.

Hjemmeværnseskadrille 270 er en unik del af Flyverhjemmeværnet, som løser opgaver fra luften, og råder over to fly af typen Britten-Norman Defender, én er stationeret i Roskilde, og den anden i Ålborg.

Eskadrillen består af cirka 80 aktive frivillige soldater, som primært har en baggrund fra et civilt luftfartsselskab eller fra Forsvaret. Eskadrillen støtter Forsvaret, Politiet og andre civile myndigheder med 900 flyvetimer årligt og har de seneste fire år været udsendt i Frontex operationer. Eskadrillen skal også støtte Frontex i 2023.

Som Mission Planner hos Flyverhjemmeværnet vil du blive ansat i Flyverhjemmeværnets Luftoperationssektion (LO), der varetager en række opgaver, svarerende til at drive en mindre luftfartsvirksomhed. Luftoperationssektionens primære opgave er at forvalte og støtte de frivillige i Hjemmeværnseskadrille 270 i den operative opgaveløsning med de to fly, som er stationeret i henholdsvis Aalborg og Roskilde.

Ud over sektionschefen indgår der fire medarbejdere i sektionen; to sagsbehandlere (kaptajn/major i Vordingborg), civil sagsbehandler (C300/pilot i Vordingborg) og én Mission Planner (Aalborg eller Karup).

Om stillingen

Som Mission Planner varetager du selvstændigt sagsbehandling af pålagte opgaver med reference direkte til sektionschefen. Som en del af vores geografisk adskilte organisation, vil du således blive en vigtig brik for kontakten til samarbejdspartnere i hele landet.

Mere konkret skal du være i stand til at løse følgende opgaver:
• Bidrage til operationsplanlægning af løbende operationer, herunder koordinering med National Air Operation Centre (NAOC), tasking, schedulering m.v.
• Fungere som bindeled imellem luftoperationssektionen og de frivillige i forhold til planlægning af operative opgaver og aktiviteter.
• Være den flyvende kapacitets faglige ekspertise inden for flyplanlægning.
• Opdatere og vedligeholde vores primære styringsværktøj WING, både med dokumentation i forhold til flyvning og autorisationer såsom piloternes helbredsgodkendelser, løbende check af operative flyvefærdigheder PC mv.
• Oprette og efterbehandle aktiviteter på HJV.DK.
• Kontakt til vores flyværksted (PART 145) i relation til vedligeholdelse. Koordinere planlægning af vedligeholdelse og eftersyn.

Sagsbehandlingen vil herudover blandt andet omfatte planlægning, tilrettelæggelse og controlling i relation til Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet.

Du vil naturligvis få indflydelse på dine arbejdsopgaver i forhold til dine kompetencer, og du vil få mulighed for at benytte og videreudvikle dine kvalifikationer. Du får stor indflydelse på egen arbejdsdag, og hos os er det at kunne udføre selvledelse en stor del af hverdagen.

Vi er en fleksibel og geografisk adskilt arbejdsplads, men dit udgangspunkt vil være Flyvestation Aalborg eller Flyvestation Karup.

Da vi arbejder med frivillige soldater, skal du forvente, at noget af din tjeneste vil foregå om aftenen og i weekender. Der vil være mulighed for at anvende hjemmearbejdsplads og hjemme-arbejdsdage, efter aftale med sektionschefen.

Om dig

Du er konstabel, gerne med erfaring som nuværende eller tidligere flyoperativt besætningsmedlem.

Du har sans for detaljer og er god til at strukturere og koordinere arbejdsprocesser og projekter. Du er god til at samarbejde og har forståelse for de frivilliges arbejdsbetingelser. Vi forventer, at du er i stand til at bevare overblikket, holde mange ”bolde i luften” samt er i stand til at prioritere dine arbejdsopgaver med fokus på det frivillige personel og opgaveløsningen

Du har erfaring med eller kendskab til det flyoperative virke og gerne med flyplanlægning.
Det er en fordel, hvis du tillige har operativ indsigt i Flyvevåbnets opgaveløsning.

Såfremt du har kendskab til flyvedligeholdelse, herunder teknisk indsigt, vil det være et yderligere plus.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested er Aalborg eller Karup efter individuel aftale.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte Chefen for luftoperationssektionen, major Peter Scharling Pedersen på telefon 72 82 03 20 eller 61 88 52 96.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Christian Nordbo Eriksson ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 90 42 eller på mail [email protected]

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 2. januar 2023 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FLYVERHJEMMEVÆRNET
Flyverhjemmeværnet er en særligt specialiseret del af Hjemmeværnet, som først og fremmest har til opgave at støtte Flyvevåbnet med at bevogte og sikre de danske flyvestationer.

Flyvehjemmeværnet består af 28 hjemmeværnseskadriller, hvoraf den ene udgør Hjemmeværnets Flyvende kapacitet. Ud over bevogtning af Flyvevåbnets installationer anvendes Flyverhjemmeværnets frivillige også til løsning af opgaver andre steder i landet, når Forsvaret og Flyvevåbnet har brug for støtte. Det kan f.eks. være, når fly sikkerhedslander i civilt terræn eller mere skarpe bevogtningsopgaver i krise og ved forhøjet beredskab.

Flyverhjemmeværnet har samlet set ca. 4.500 frivillige, hvoraf ca. 1.300 er i den aktive struktur. Vi er 24 militære og civile medarbejdere i Flyverhjemmeværnets faste stab fordelt på Vordingborg og Karup samt en enkelt medarbejder i Aalborg.
Se mere på www.hjv.dk/oe/fhv

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed