Dyretekniker til Cluster for Molecular Imaging for 5 år

Joboversigt

  • Udsendt dato
    5. august 2022
  • Udløbsdato
    21. august 2022


Job beskrivelse

Cluster for Molecular Imaging på Panum Instituttet, Københavns Universitet søger en dyretekniker med tiltrædelse den 1. september 2022. Afdelingen arbejder med præklinisk molekylær billeddannelse, har state-of-the-art faciliteter inden for dette forskningsområde og beskæftiger ca. 35 medarbejdere.

Arbejdsopgaver
Dyreteknikeren skal, i samråd med forskere på afdelingen, varetage alle praktiske forhold vedrørende forsøgsdyr opstaldet i forbindelse med vores skanningsfaciliteter.

Der lægges vægt på, at dyreteknikeren er fagligt motiveret og har bred erfaring med forsøgsdyrshåndtering, røgt og pleje. Erfaring med anæstesi, smertedækning og teknikker til prøvetagning og injektion er et krav. Kendskab til eller erfaring med kirurgiske indgreb og opsætning af avancerede dyremodeller vil være en fordel.

Dyreteknikeren vil arbejde tæt sammen med en fast gruppe forskere vedr. opsætning af avancerede modeller inden for cancer forskning. Der vil blive lagt vægt på tidligere erfaring med daglig monitorering, dosering og sikring af trivsel for dyr, der indgår i forsøg. Vedkommende vil løbende blive oplært i opsætning af nye modeller og molekylære billeddannende teknikker, herunder; PET, CT og bioluminescens/fluorescens skanning. Uddannelse i håndtering af radioaktive isotoper vil også blive givet.

Dyreteknikerens nærmeste foresatte er professor Andreas Kjær.

Ønskede kvalifikationer
Stillingen som dyretekniker kræver gode kommunikations- og samarbejdsevner, da den i høj grad indebærer samarbejde med hele den multidisciplinære forskergruppe, som afdelingen består af. Du skal være god til at have mange bolde i luften, men også finde dig tilpas med rutineopgaver. Derudover skal du kunne benytte Office-pakken på et fornuftigt niveau.

Uddannelseskrav
Ansøgeren skal være uddannet dyretekniker med speciale inden for forsøgsdyr.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og 3F København. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg afhængig af kvalifikationer. Stillingen er en 37 timers stilling

Yderligere spørgsmål kan besvares ved henvendelse til Anne Mette F Hag på annemf@sund.ku.dk.

Ansøgning
Er du interesseret i stillingen, så søg viaJobportalen (tryk på linket SØG STILLINGEN nederst i opslaget) senest den 21. august 2022.

Følgende dokumenter skal vedlægges ansøgningen:

  • Ansøgning til stillingen
  • CV inkl. en kort beskrivelse af tidligere arbejde
  • Evt. anbefalinger og angivelse af referencer

Samtaler afholdes hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund, og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på workscout.dk.

Beliggenhed