Joboversigt

  • Udsendt dato
    5. maj 2022
  • Udløbsdato
    30. juni 2022

Job beskrivelse

Axacon A/S er en højteknologisk og velkonsolideret vækstvirksomhed beliggende i det attraktive N1-netværkshus lige ud til E45 ved Randers C. Virksomheden er eksperter i digitalisering af intern logistik og har stor succes med at levere avancerede løsninger til vækstvirksomheder, hvor den interne logistik er afgørende for konkurrenceevnen. Axacon har i samarbejde med deres kunder udviklet en af markedets førende software platforme til warehouse management. Virksomhedens mission er at gøre kundernes interne logistik til en konkurrencemæssig fordel og en kilde til værdi i virksomheden, fremfor blot et sted, der effektivt flytter varer.

Axacon WMS anvendes pt. i Danmark, Norge, Sverige og Polen, og har ambitioner om at indtage en førende position på markedet samt ekspandere til andre lande. Axacon har kontinuerligt leveret et positivt resultat siden starten i 1999. I 2018 gennemførtes et ejerskifte og den nye ledelse definerede en vækst- og internationalstrategi, som har løftet toplinjen og skabt vækst på 30% i 2019, 2020 samt en stabil toplinje og overskud i 2021. De fremadrettede forventninger ligger på samme niveau og i 2022 er Axacon allerede på en forventet vækst på toplinjen på 30%.

Axacon er i rivende udvikling, og for at imødekomme væksten søges til udviklingsafdelingen en System Developer.

Udvikling af fremtidens logistiksystemer i unik vækstvirksomhed

Vil du med på vækstrejsen hos en spændende og højteknologisk virksomhed, der leverer avancerede logistiksystemer? Som System Developer får du mulighed for at være en af drivkræfterne bag Axacons eget udviklede avancerede og kundetilpassede logistiksystem. Du bliver en del af en dynamisk virksomhed, som er kendetegnet af et enestående sammenhold samt en inkluderende og unik kultur, hvor alle løfter i flok og har mulighed for at bidrage og påvirke udviklingen. Du indgår i en ambitiøs udviklingsafdeling, hvor du får mulighed for selv at præge din stilling afhængig af dine interesser og kompetencer, og du får ligeledes rig mulighed for at specialisere dig i krydsfelterne mellem supply chain, digitalisering og automation.

Du får en spændende rolle, hvor du med reference til Director of Product Development er med til at videreudvikle og modne WMS standardsystemet ift. Axacons fremtidige strategi, så logistiksystemet fortsat er optimalt standardiseret, modulbaseret og stærkt konfigurerbart. Dine primære opgaver er især at kode forretningslogik i backend i Java. Du specificerer teknologien i forhold til nye features og forbedringer til kundebehov, og du kommer til at bidrage til at udvide og modne systemet i forhold til det strategiske nye – både hvad angår den teknologiske udvikling og systemindhold. Du indgår desuden i et tværfagligt samarbejde med Sales & Delivery samt Product Management med fokus på sparring og udvikling.

For at få succes i rollen kan du komme med flere indgangsvinkler. Du har formodentlig en relevant IT-baggrund såsom datamatiker, datalog eller lignende, men du kan også være autodidakt i kodning. Du kan være først i din karriere eller have flere år i rygsækken som Java-udvikler, og du har enten erfaring indenfor logistik og supply chain eller så brænder du for at dygtiggøre dig indenfor dette.  

Du kan også have en erfaren profil indenfor logistik og supply chain, hvor du for eksempel har udviklet ERP-systemer med fokus på relevante områder af forretningen eller har arbejdet med styring og logistik fra automations- eller transportbranchen. Derudover har du erfaring med diverse programmeringssprog – gerne Java, men i dette tilfælde er det ikke et krav.

Som person er du selvstændig og proaktiv, og det falder dig naturligt at tage ansvar for egne opgaver og afslutte opgaven til den fastsatte deadline. Du er passioneret for dit felt, og du har en nysgerrighed og engagement som gør, at du finder det interessant at tilegne dig ny viden og kompetencer. Du trives i en dynamisk og alsidig hverdag, hvor du løbende udvikler dig i samspil med dine kollegaer.

Er du den nye System Developer til Axacon i Randers, så opfordrer vi dig til at søge jobbet snarest. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til Christina Højsholt-Nielsen, Sensu A/S på telefon 61 80 90 91. For yderligere information om Axacon, se her.

Du kan søge stillingen her.

Vi opfordrer dig til at søge snarest, da vi behandler ansøgningerne løbende.

Beliggenhed